fbpx

Teknikker

Lydterapi åbner din krop og dit sind sensorisk

Hvad:

Den schweiziske musikforsker og matematiker Hans Cousto dokumenterede i 1978 det, han kalder naturloven om den kosmiske oktav. Loven er baseret på de frekvenser, universets bevægelser skaber i takt med planeternes rotation, månefaser og vejrforhold. I lydterapi benyttes stemmegafler, der er kalibreret efter den kosmiske oktav, kombineret med lyde, som du kan høre. Musik og lyd bliver i dag brugt terapeutisk i både den officielle og alternative behandlingsverden.

Hvordan:

Lyd kan nå derind, hvor massørens hænder ikke kan nå. Med bestemte musikalske intervaller bliver stemmegafler lagt på kroppens reflekspunkter for at tune kroppens energi og åbne for dit nervesystem. Fordi lyd forplanter sig hurtigt gennem vand, forstærker en menneskekrop (der som bekendt består af 70-80% vand) resonansen, så lydvibrationer hurtigt og effektivt kan komme ind og påvirke relevante punkter.

Hvorfor:

Vibrationer fra stemmegaflernes lydbølger får din krop til at opnå kohærens med universets frekvens. Resultatet er en regulering af nervesystemet og dets evne til hhv. at slappe og at blive aktiveret.

Neurosedativ massage –

få dit nervesystem til at slippe kontrollen

Hvad:

Idéen i neurosedativ massage er at hjælpe med at sænke den kontrollerende funktion i det overbelastede nervesystem via mekanoreceptorer i huden, der sender impulser til det centrale nervesystem (hjernen).

Hvordan:

Blød massage i en ensartet, hypnotiserende rytme sender millioner af impulser fra hudens receptorer. Via nervebanerne rammer impulserne det center i hjernen, der regulerer stress. Derfor har alle behandlinger hos Be Relaxed elementer fra den neurosedative massage.

Hvorfor:

Massagen afstresser, beroliger og lindrer både fysisk og psykisk. Du oplever det som en dyb afslapning, hvor du er et sted mellem vågen og sovende tilstand. I takt med, at din puls og dit blodtryk falder, flyder du ind i en trance, hvor nervesystemet slipper kontrollen, så du får en pause fra dine overbelastninger.

Efter behandlingen har du en følelse af ro og velvære, og kroppens selvheling er sat i gang. 

C-tactile neurorelaxation

giver tryghed via taktilsansen

Hvad:

Taktilsansen er din berørings- og følesans, og det C-taktile system er kommunikationen mellem hjernens neuroner og C-taktile nervereceptorer i huden. Receptorerne reager på let berøring og tryk, og via nervesystemet forsyner de hjernen med impulser, som udløser en blid psyko-emotionel respons.

Hvordan:

Denne behandling består af strygninger og tryk. Mellem massørens hånd og din hud er der et stykke tyndt stof for at flytte fokus fra overhuden til de indre – og endnu mere sensoriske – punkter.

Hvorfor:

Den psyko-emotionelle respons i hjernen, som bliver udløst af behandlingen, beroliger og harmoniserer, så du oplever en følelse af tryghed. Både generelt – men også specifikt i relation til at modtage mine hænders behandling. C-taktil sanseterapi kan udføres alene eller til at understøtte de øvrige teknikker, så du sammenlagt mærker større afspænding, velvære, afstresning og lindring i krop og sind.

Fasciefrigørelse – kroppens ”våddragt” bliver gjort smidig

Hvad:

Fascier er det tredimensionelle bindevæv, der forbinder dine muskler, organer, knogler og hud. Den bedste måde at forestille sig, hvordan det fungerer, er at tænke på fascier som en tynd våddragt. Jo mere smidig våddragten er, jo bedre kan du bevæge dig uden gener. Men fascievæv kan blive stramt, stift, tørt og sammenklistret. Fx hvis du bevæger dig for lidt, er stresset, har haft en skade eller er blevet opereret.

Hvordan:

Behandlingen består af langsomme, udspændende træk vinkelret, på tværs og på langs af kroppen. Strækkene bliver fastholdt i 10-30 sekunder. Målet med strækkene er at løsne de sammenklistrede fascier, så de får genopbygget deres smidighed via væske og nye kollagenfibre.

Hvorfor:

Du vil med det samme mærke en øget bevægelsesfrihed med reduceret stramhed og færre smerter. Ud over den lokale effekt påvirker fasciefrigørelse de bevægemønstre, der er lagret i hjernen og rygmarven, så du også får effekt i resten af kroppen.

Manuel lymfedrænage dræner væskeophobning og styrker immunforsvaret

 

Hvad:

Lymfesystemet er et stort net af væskefyldte kar, der forgrener sig i hele kroppen. Undervejs bliver lymfevæsken filtreret af lymfekirtler, som har stor indflydelse på dit immunforsvar. Lymfevæsken flyder normalt stille og roligt rundt i kroppen, men skader og overbelastninger kan bremse væsken, så den hober sig op, og her er manuel lymfedrænage relevant.

Hvordan:

Behandlingen består af let, pulserende massage i en særlig rytme. Via cirkulære og spiralformede bevægelser, i langsomt tempo, samler massørens hænder ophobet lymfevæske og dræner den videre i systemet. Når cirkulationen bliver øget, udvider lymfekarrene sig, så de arbejder bedre.

Hvorfor:

Lymfedrænage virker væskedrivende, styrker immunforsvaret og stimulerer kroppens afgiftning/udrensning. Det er især relevant ved væskeophobninger og ødemer, som kan opstå i både ansigtet og resten af kroppen.

Fysiurgisk massage giver nyt liv til dine muskler

Hvad:

Fysiurgisk massage tager udgangspunkt i kroppens anatomi og ubalance i bevægeapparatet, der viser sig som spændinger og smerter. Denne type massage er til dig, der fx har spændinger på grund af en forkert bevægelse, oplever ømhed efter et tungt løft, døjer med myoser pga. din arbejdsstilling, eller har andre symptomer på fysisk overbelastning.

Hvordan:

Massagen har fokus på din muskulatur. Via tryk, plus forsigtig mobilisering og stræk af muskler, vil du opleve, at kroppen arbejder sammen med massagen.

Hvorfor:

Effekten af massagen er, at spændinger bliver frigivet, myoser bliver løsnet, du får flow i dit kredsløb, og kroppen udskiller affaldsstoffer. Du mærker en smertelindring, og kroppen bliver løsnet og balanceret, så du bevæger dig mere frit og naturligt.

Triggerpunkt-behandling inaktiverer de punkter, der trigger smerter

Hvad:

Triggerpunkter er punkter med sammentrukne muskelfibre, der danner en spændt, hård knude. Det særlige ved et triggerpunkt er, at tryk på punktet udløser en smerte, der tit sidder et andet sted end triggerpunktet. Fx i forbindelse med en frossen skulder, tennisalbue, ondt i hoften, migræne, iskiassmerter eller smerter i lænd/ryg/nakke.

Hvordan:

Triggerpunktbehandlingen er statiske eller pulserende tryk på triggerpunktet. Længden af tryk varierer, og de præcise tryk bliver som regel kombineret med lette strøg og stræk.

Hvorfor:

Målet med behandlingen er at inaktivere triggerpunkter og dermed lindre smerter. Undervejs vil du genopleve den smerte, triggerpunktet har udløst, men i takt med, at den spændte knude bliver opløst, forsvinder smerten, så du får en øjeblikkelig lindring.